Viborg Kommune samler endnu en gang børn og unge sportsmestre til det traditionsrige show Ung Sportsmester i Viborg Teater. I alt 135 børn og unge fra 17 forskellige foreninger bliver fejret for deres deltagelse i danmarksmesterskaber, jyske mesterskaber eller for at være udtaget til talenthold i 2025.
Showet markerer 19. gang, de unge talenter samles til en anerkendende aften sammen med trænere, familie, foreningsfolk og byråd. Ung Sportsmester sætter ikke blot fokus på resultater, men også på de fællesskaber, frivillige og voksne, der bakker talenterne op gennem daglig træning, engagement og støtte.
Arrangementet løber af stablen tirsdag den 11. marts 2026. Gæsterne ankommer fra kl. 17.30 til 18.00. Fra 18.00 til 19.00 fejres de unge med et hyldestshow i teatersalen, hvorefter der bydes på spisning i Viborg Musiksal frem til ca. kl. 20.30.
Aftenens sportsmestre bliver personligt lykønsket af formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Mads Panny, og formand for Viborg Idrætsråd, Preben Jensen. Alle får overrakt diplom og gave som synlige tegn på deres præstationer. Sportschef i Viborg Idrætsråd, Morten Erfurth, er konferencier, og programmet indeholder lokale sceneindslag både fra sportens og musikkens verden.
Ung Sportsmester er ikke åbent for offentligheden. Hver mester kan invitere sin træner eller foreningsformand samt to gæster. Derudover vil formænd fra relevante foreninger, medlemmer af Viborg Byråd, bestyrelsen i Viborg Idrætsråd og repræsentanter fra Viborg Kommunes direktion deltage.
Det kræver ingen tilmelding at deltage. Arrangementet foregår i Viborg Teater med efterfølgende traktement i Viborg Musiksal.
De unge, der bliver fejret, har blandt andet vundet danske, nordiske, europæiske eller verdensmesterskaber i en DIF-anerkendt idrætsgren, været udtaget til danske eller jyske landshold, eller opnået titler som jysk mester – alt afhængig af alder og idrætsgren.
Yderligere oplysninger kan fås hos Maiken Nyberg Nielsen, Viborg Idrætsråd, på telefon 22 62 47 30 eller mail: maiken@viborgidraetsraad.dk