Bjerringbro Gymnasium har opnået et historisk resultat ved dette års Unge Forskere-konkurrence, hvor ikke mindre end fire hold nåede finalen. For første gang har skolen taget en førstepræmie i en hovedkategori.
Ask Roman Møller fra 2x BeScience vandt 1. præmie i Health Science med projektet "Fra lugtesans til diagnostik", der kan forbedre opsporingen af lungekræft. Derudover modtog han LEO Fondets Rising Star-pris.
Ida Damsgaard Krustrup blev belønnet med Blooms forsknings- og formidlingspris for sit arbejde med antibiotikaresistente bakterier. Hun skal også repræsentere skolen i næste uges Nordisk Talefest.
Resultaterne fremhæver gymnasiets stærke naturvidenskabsprogram og elevernes evne til nytænkning og formidling. Gymnasiet takker både elever og lærere for deres indsats og roser Unge Forskere-teamet.