To gange om ugen i to timer samles en håndfuld børn i gedeskuret ved Naturskolen i Undallslund Skov. Dette er et stort skridt for børnene, som i mange måneder har levet mere eller mindre isoleret på grund af massivt skolefravær.
Børnene møder op hver gang, og i den første måned med projektet oplever Naturskolen allerede en positiv udvikling. Snart starter to nye børn i gedeskuret, og forventningen er, at op til seks børn fra 6. til 9. klasse kan deltage samtidig.
I gedeskuret har børnene arbejdsopgaver som at fodre høns og geder. De hjælper også med at gøre fire små kid tamme, så dyrene vænner sig til mennesker. Der er desuden tid til kreative aktiviteter, hvor børnene snitter i træ for at lave kroge til skuret og nye siddepladser rundt om bålpladsen.
Projektet ”Gedeskuret – et godt sted at være” har som formål at give sårbare børn og unge muligheden for at komme ud i naturen og skabe kontakt med dyr. Målet er, at børnene stille og roligt genfinder modet på læring, både fagligt, personligt og socialt, så de kan finde en vej ud af deres isolation. Erfaringerne viser, at samværet med dyr og naturen har en positiv effekt på mange mennesker.
Nordea-fonden har støttet projektet med knap 1 million kroner. Midlerne er anvendt til materialer som træ, skruer, staldinventar og naturgrej, og en del af støtten dækker også projektledelsesløn i opstartsperioden.
Projektets faciliteter kommer også andre målgrupper til gode, herunder børn fra 0-6 år, specialklasser, demensgrupper og almindelige gæster i skoven, der kan lægge vejen forbi og hilse på gederne.
https://viborg.dk/om-kommunen/nyheder-og-presse/nyheder/indvielse-af-gedskuret/