Den netop offentliggjorte undersøgelse Danmark i Bevægelse 2025 fra Syddansk Universitet fremhæver, at Viborg Kommune udmærker sig positivt på en række områder i forhold til at fremme børns muligheder for fysisk aktivitet. Undersøgelsen viser, at børn i Viborg Kommune har særligt gode muligheder for at bevæge sig i deres nærmiljø. Sammenlignet med landsplan oplever flere børn i Viborg gode rammer for aktivitet på legepladser, i skove, på fodboldbaner og multibaner.
Forældrene i Viborg Kommune vurderer, at 93,9 procent af børnene får tilstrækkelig bevægelse i dagtilbuddet. Samtidig deltager 74,5 procent af børnene i idræts- og motionsaktiviteter gennem foreninger eller sportsklubber mindst én gang om måneden, hvilket er lidt over landsgennemsnittet på 73,2 procent.
Undersøgelsen peger desuden på, at Viborg står stærkt inden for aktiviteter som håndbold, spejder/FDF, ridning samt lejr- og turaktiviteter, og at børn ofte er aktive sammen med både forældre og venner. Kommunens initiativer inkluderer at koble bevægelse og fællesskab til større arrangementer, såsom Nordic Lake Festival. Her deltog fem børnehaver i år for første gang som en del af Sunde Sammen, hvilket har bidraget til at give børn positive oplevelser med fysisk aktivitet.
Selvom Viborg på mange punkter ligger over landsgennemsnittet, viser tallene, at der fortsat er potentiale for mere bevægelse. 25,6 procent af børnene i kommunen er fysisk aktive mindst 60 minutter dagligt alle ugens syv dage, hvilket er lidt under landsgennemsnittet på 27,2 procent. Tallene viser også forskelle mellem køn og alder, hvor aktivitetsniveauet er lavere blandt de ældre børn.
Viborg Kommune arbejder derfor målrettet på at skabe flere anledninger til bevægelse og fællesskab, blandt andet gennem initiativer som Pulsåret, hvor skolebørn får mulighed for at prøve forskellige foreningsaktiviteter.
Nogle af hovedpunkterne fra undersøgelsen er:
- 93,9 % af forældrene i Viborg vurderer, at deres barn bevæger sig nok i dagtilbuddet.
- 74,5 % af børnene deltager i foreningsidræt mindst én gang om måneden.
- Viborg ligger over landsgennemsnittet på aktiviteter som håndbold, spejder/FDF, ridning og friluftsaktiviteter.
- Børn i Viborg Kommune oplever særligt gode muligheder for bevægelse i naturen, på legepladser og på lokale idrætsanlæg.
- Fem børnehaver deltog for første gang i Nordic Lake Festival 2026.
Læs mere om undersøgelsen på https://www.sdu.dk/da/forskning/danmark-i-bevaegelse/publikationer/2026/98-kommunerapporter-boern-2026
For yderligere oplysninger kan Mads Panny, Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, kontaktes på tlf. 29 72 29 91 eller mail: mapi@viborg.dk. Ligeledes kan Lisbeth Ladegaard Jørgensen, Kultur & Udvikling, Viborg Kommune, kontaktes via mail: llj@viborg.dk.